Det er altid godt at have et analytisk belæg for sin investering. Fundamental og teknisk analyse af aktier kan dog være indviklet, men det kan også være spændende og lærerigt.
I aktieanalyse skelnes der som regel mellem fundamental analyse og teknisk analyse. I denne artikel vil du blive introduceret til de mest væsentlige punkter i fundamental analyse, som er et meget bredt emne.
I fundamental analyse kigger man i høj grad på de finansielle aspekter i virksomheden, hvorimod teknisk analyse mere omhandler aktiens historiske kursudvikling til analyse af fremtidige kursudsving, uden nødvendigvis at se på virksomhedens fundamentaler.
Økonomi
Økonomien er selvfølgelig centralt i sin fundamentale analyse. Hvis du har økonomisk erfaring eller gået på handelsgymnasiet, kan du her benytte mange af de begreber du allerede har lært. Det er begreber såsom omsætning, egenkapital, overskudsgrad, afkastningsgrad, aktiver/passiver, omkostninger, afskrivninger, gæld osv.
Kan virksomheden f.eks. tilbagebetale gælden, tjener virksomheder penge, vokser omsætninger mere end omkostningerne eller andet der er relevant for den enkelte virksomhed.
Udover disse begreber, som mange kender gennem sin uddannelse, er der også andre væsentlige nøgletal, som er populære blandt investorer.
EPS-værdi
EPS er en forkortelse af earnings per share, og er virksomhedens overskud divideret med antallet af aktier. Det benyttes dermed til at vurdere væksten, og kræver at virksomheden har en positiv indtjening før tallet kan benyttes.
I en vurdering af virksomhedens vækst, kan man selvfølgelig blot se på top- og bundlinjen, men EPS er bedre til at vurdere væksten i virksomheden, da den medregner hvis virksomheden har udstedt en masse nye aktier. At have en høj EPS er dermed et godt tegn.
P/E-værdi
P/E er en forkortelse for price earnings, og er et nøgletal der sammenligner aktiekursen med føromtalte EPS. Tallet er dermed med til at vurdere om aktien er dyr eller billig. En god tommelfingerregel siger, at hvis P/E-værdien f.eks. er 15, svarer det til, at du giver 15 kroner for 1 kroner af overskuddet.
For at vurdere P/E-værdien er det en god idé at sammenligne med konkurrenter, men en gennemsnitlig P/E-værdi på markedet siges at være omkring 20. Det afhænger dog i høj grad af den enkelte virksomhed og virksomhedens område. Vækstvirksomheder vil som regel have en væsentlig højere P/E end 20.
P/B-ratio
P/B-ratio (Price-to-book-ratio) er et tal som benyttes til at sammenligne aktiens værdi med regnskabets bogførte værdi. Har virksomheden en lav P/B-ratio, kan det være en indikation på at virksomheden er undervurderet. Det kan dog også være et tegn på at virksomheden klarer det skidt.
Det er derfor en god idé, at undersøge virksomheden nærmere efter at have set på P/B-ratio.
Payout-ratio
Payout-ratio er det rette tal du leder efter, hvis du er på udkig efter udbytteaktier. Tallet svarer til hvor meget virksomheden udbetaler af nettoresultatet i udbytte til aktionærerne. På dansk hedder det udbetalingsgrad.
Afslutningsvis er det en god idé at sammenligne virksomhedens økonomiske tal med virksomhedens markedsværdi. Markedsværdien findes ved at gange aktieprisen med det samlede antal af aktier, og viser dermed virksomhedens samlede værdi.
Ledelsen
I fundamental analyse omhandler det ikke blot økonomi. Nogle kender måske ordsproget “First who, then what!” og er du tilhænger af dette ordsprog, er ledelsen det vigtigste aspekt i din fundamentale analyse.
For at få et overblik over ledelsen, kan du som regel finde informationer om personerne på virksomhedens hjemmeside. Vil du lave en mere dybdegående ledelsesanalyse, kan du læse ledelsesberetningen som står i virksomhedernes regnskaber.
Personligt kan jeg godt lide en ledelse, som sætter nogle målsætninger. Som langsigtet investor er det rart at have afstemt ledelsens forventninger med sine egne. Disse forventninger kan være rigtig vigtige når du skal vurdere om virksomheden er billig eller dyr.
Det kan ligeledes være en god idé at tjekke om ledelsen selv ejer aktier, og om de selv har købt eller solgt det seneste stykke tid. Generelt er det vigtigt at følge insiderhandelen i virksomheden, da man som udgangspunkt må forvente, at personerne i virksomheden ved mere end vi private investorer gør.
Personligt tip
Når jeg kigger på virksomheder og deres regnskaber, kigger jeg altid på deres guidance. Har virksomheden kun guidet kortsigtet, eller har de også nogle langsigtede mål, som kan hjælpe med at vurdere om aktien er attraktiv til min langsigtede tidshorisont. Tjek derfor virksomhedens guidance til fremtiden, og vurder om du synes nuværende markedsværdi afspejler de langsigtede forventninger (selvfølgelig hvis du selv er langsigtet investor).
Derudover kan valutaforholdene spille en væsentlig rolle, hvis virksomheden agerer meget i lande som ikke benytter Euroen. Hvis virksomheden eksempelvis agerer meget i USA og har stort salg dertil, hvilket en aktie som Genmab f.eks. har, kan dollarkursen være værd at følge.
I 2019 kunne flere investorer forudse en opjustering fra Genmab, da deres guidance var lavet ud fra en meget lavere dollarkurs end kursen havde udviklet sig til i løbet af året.